Hvis du står og skal til at købe en bordopvaskemaskine (mindre udgave af almindelige opvaskemaskiner), er der mange ting, som er vigtige at overveje inden valget af model. Markedet for bordopvaskemaskiner er stort, og der findes et utal af modeller fra eksempelvis Melissa, Electrolux, Siemens, Knau, Bosch eller Candy til forskellige priser.
Med dyrere modeller får man måske flere programmer og tilpasningsmuligheder end ved en billig løsning. I mange tilfælde vil en af de billigere bordopvaskemaskiner dog være tilstrækkelige. Hvilke behov har du til din nye bordopvasker?
Med en bordopvaskemaskine får man naturligvis en meget lille opvaskemaskine, som kan placeres direkte på køkkenbordet eller indbygges i et mindre skab. Sidstnævnte har jeg selv rigtig gode erfaringer med (se evt. billede), men det kræver naturligvis at man sikrer sig, at målene på sin nye bordopvaskemaskine passer til skabsmålene. Bordopvaskerne er som regel 40 cm, 45 cm eller 50 cm høje / brede.
En bordopvaskemaskine vil i de fleste tilfælde kunne vaske 4-6 kuverter ad gangen, hvilket gør den perfekt til en lille husstand på fx 2 personer i en lejlighed eller som supplement til husets almindelige opvaskemaskine. Indretningen i hver bordopvaskemaskine har dog også noget at sige – nogle er mere fleksible end andre.
Dit behov
En vigtig overvejelse er dit behov for forskellige vaskeprogrammer og hvor god en opvaskemaskine, du har brug for. Har du eksempelvis et klart behov for et spare program, der kun bruger halvt så meget vand men til gengæld tager dobbelt så lang tid som almindelige programmer?
En anden faktor man skal overveje før køb er støjniveauet. Maskinerne varierer en del i støjniveau, og i en lejlighed kan selv en lille maskine som en bordopvasker overdøve meget. Det er også interessant at kigge på bordopvaskemaskinens energimærkning (energiforbrug og vandforbrug). Her kan der faktisk være rigtig mange penge at spare i det lange løb ved at vælge en energirigtig model.